Nyhedsbrev juli 2021
Når de første digesvaler sætter sig på elledningerne sidst i juli ved vi, at sommeren går på hæld. I løbet af august, hvor nætterne igen bliver mørke, ankommer stadig flere af de små gråbrune svaler. De udnytter, at det stadig er sommer, og at der er et mylder af insekter, de kan æde. På stille morgener sidder svalerne ofte side ved side på de gamle elledninger ved havnen. Med en sagte kvidren sidder de og pudser sig i det lave morgenlys. Med ét letter de alle sammen og sværmer ud over markene eller engen. Sensommeren og det tidlige efterår er nok den tid på året, hvor der er flest fugle på Nyord, og der er mange forskellige fugle. Store stæreflokke sidder og larmer i de høje træer hen under aften, de har brugt dagen på at finde fluelarver i kokasserne eller myg i stubbene på marken. Grågåseflokke bryder også stilheden, når de gakkende trækker mod stubmarkerne hen under aften.
Spurve på lågen til hønsegården, akvarel 18x9 cm
I juli måned ser vi også, at gråspurvene har haft ynglesucces. De små runde lidt pjuskede unger, som ikke er sikre flyvere endnu, tumler lidt usikkert afsted efter voksne spurve for at blive madet. Gråspurvene er med på kost i vores hønsegårde. Når der lukkes op for høns og kyllinger om morgenen, sidder de og vipper på hønsetråden klar til at suse ned til fodertruget for at snuppe lidt foder. De er især glade for kyllingefoder, sådan nogle halvsmå knuste foderpiller. Tidligere var gråspurvene talrige i hele landet, og de engang så almindelige fugle havde ligefrem det søde kælenavn: ”Gråssenolliker”. I dag er gråspurvene ikke så almindelige. Det er egentlig ret trist.
Gråspurvene gør ikke meget væsen af sig. Hannen har nogle brune og mørkebrune aftegninger på vinger, ryg og hoved, brystfjerene er grålige. Hunnen ligner hannen men har ikke de markante aftegninger i hovedet. Gråspurve forveksles af og til med skovspurve. Sikre kendetegn er at gråspurvehannen har grå isse, og at gråspurvehunnen adskiller sig fra hannen ved ikke at have markante aftegninger i hovedet. Hos skovspurvene er hannen og hunnen ens. Gråspurvene, og for den sags skyld også skovspurvene, har heller ikke nogen særlig lyd eller sang. De pipper eller kvidrer bare og det ikke en gang særligt højt. Sammenlignet med andre fugle er gråspurvene altså ret undseelige.
Det betyder imidlertid ikke, at de ikke kan være smukke og interessante at iagttage. Faktisk er de små grå fugle ret bedårende. Man skal bare lige opdage dem og bruge lidt tid på at se, hvad de egentlig har gang i. De er sjove, smarte og sociale på deres helt egen måde. De suser for eksempel afsted i en samlet svirrende sværm mod det nærmeste tætte krat, hvis der er fare på færde. I ly i buskadset pipper de alle pas-på indtil faren er drevet over og så retur til hønsegården og nupse foder, indtil der igen skal søges dækning. Det er også gemytligt at se en flok unge og gamle spurve sandbade. Så ligger de i hver deres lille fordybning i sandjorden og kradser, spræller og ryster sig. Gråspurvene er i øvrigt også vigtige i haven, hvor de fortærer store mængder insekter og frø. Er der larver eller utøj på en plante, opdages det hurtigt af gråspurvene, som energisk tager for sig af retterne.
Skovspurv med unger, akvarel 15x15 cm
Og så er de som nævnt nogle små charmerende ”opportunister”, der tager chancen for at finde lidt nem mad i hønsehusets fodertrug. Vi nyder dagligt deres livlige selskab og ønsker gråssenollikerne velbekomme og håber på, at de klarer sig godt og får ynglesucces de næste mange år.
Med venlig hilsen
Michael Stolt
24. juli til 23. september: Finn Dall: Oliepastel, gouache og maleri
På rejse til Egedal (Tekst fra udstillingskataloget)
Finn Dall: ”Vintermorgen”
Der kan ske meget, når man står over for et godt maleri. Man kan undres, man kan begejstres, man kan forfalde til analyse, eller man kan søge at sætte maleriet ind i en kunsthistorisk sammenhæng. Dette er bare upræcise eksempler, og hertil kommer at vi er grundlæggende forskellige, og at vi ser på kunst på hver vores måde, med hver vores tilgang og ud fra hver vores forskellige baggrund.
Men et har vi dog tilfælles, når vi står betragter et kunstværk: Vi ser og reflekterer. Mekanikken i vores øjne registrerer lys, mørke, farver og former. Vi står over for billedet og lader indtrykkene fra værket komme ind i vores hjerne gennem øjnene, eller måske bevæger vi os ligefrem den modsatte vej og ind i billedet. Måske kan man sige, at vi filosofisk set, for en stund, er et med billedet. Det vi ser, har bevæget sig ind i vores sind, - eller synssansen har i fint samspil med vores hjerne trukket os ind i maleriets univers.
Finn Dall har en sjælden evne til at skildre motiver fra naturen. Han er en skarp kolorist og boltrer sig sikkert i både de klare og de poetiske brækkede nuancer; og i det lyse og det mørke. Finn Dalls kompositioner er på en og samme tid både sart flimrende og stringente. Det må stå helt klart for dem, der ser Finn Dalls billeder, at vi har med en maler at gøre, der har en meget fin evne til at se og registrere og til at omsætte indtryk til malerier.
Og så er det jo, - at vi, når vi står overfor billederne, for en stund bliver trukket ind i deres univers. Vi kommer på rejse til Finn Dalls hjemegn - Egedal. Vi er der en diset morgen, en mørk efterårsaften, vi ser fragmenter fra hegnet, hvor det orange solnedgangslys flimrer, og vi kommer på besøg på dage, hvor farverne er væk eller kun skimtes. Det er en rejse i en uudgrundelig stilfærdighed og ro med stemningsfulde indtryk.
God tur.