Nyord.com Runas Butik

Nyhedsbrev nr. 4 - 2016

Så kommer hvepsene

Det var en smuk stille majmorgen, himlen var blå, græsset var grønt og alle mirabellerne, som der er mange af på Nyord, blomstrede vildt i hvidt, fortalte William Houman engang. Han havde været helt betaget af de smukke hvide træer. Lidt senere på dagen ville han dele oplevelsen med én han faldt i snak med, og fortalte derfor begejstret om morgenoplevelsen og alle de hvide træer der lyste på den blå himmel og om alle de dejlige mirabeller og kræger blomsterne kunne blive til "... jow, men William", svarede den anden, "... de er jo hurtigt afblomstret de træer, det varer jo kun et par dage, og blommerne er der jo ingen der gider samle mere, de bliver overmodne og falder på jorden og så jokker vi rundt i dem og får smat på skoene, og kommer hvepsene". Efter den historie fra William er "så kommer hvepsene" blevet en fast vending her i huset. "Er det ikke dejligt at valnødden  er sprunget ud og det ser ud til at der kommer mange nødder", "jow - men der er først nødder hen på efteråret og så kommer hvepsene" eller " yes - bilen gik igennem syn", "jow - men tiden går jo hurtigt og bilen kan ruste meget inden næste syn, så kommer hvepsene".

Eller som jeg skrev i sidste nyhedsbrev, "Der var rejer i ruserne en uges tid først i maj, - så kom kutlingerne. Knap var nyhedsbrevet sendt af sted, så forsvandt kutlingerne og så kom rejerne!  Vi har spist og foræret mange rejer væk siden.  Beklager, -  at jeg brugte jeres tid på en helt unødvendig bekymring.


M. Stolt - Akvarel. Stor skalleslugerhun og de 36 "sk"ællinger

Vore gode venner Tove og Knud Erik Bæk holder af at se på fugle og apropos edderfuglehunnerne der samles i en gruppe for at passe på deres små edderfugleællinger, som jeg skrev om sidst, så har Tove været heldig at fotografere en stor skalleslugerhun med 36 ællinger. Tove fortalte, at hun havde fået at vide, at skalleslugerhunnerne kalder deres ællinger sammen og at hunner, der kalder højest og måske mest vedholdende, kan kalde andre hunners ællinger til. 1 hun og 36 ællinger lyder ganske overvældende, men jeg modstår fristelsen til at komme med flere skolepolitiske betragtninger.

Jens Gregersen

For en del år siden læste jeg en artikel om en fuglemand og kunstner, der var meget optaget af skarver.  Et foto af den tegnende kunstner højt oppe i et bræddeskjul i et træ midt inde i en skarvkoloni gjorde indtryk. Her sad kunstneren i timer, dage og uger og observerede og tegnede skarverne. Han kendte de enkelte fugle fra hinanden, og kunne genkende dem, når de kom tilbage året efter. Det gjorde også indtryk at se kunstnerens tegninger. En næsten uhyggelig sikker streg og en detaljerigdom ud det sædvanlige løftede næsten en op i skjulet, så man kunne kigge med.

I efteråret 2014 læste jeg i Politiken en anmeldelse af bogen "Arktisk Sommer". Det var Søren Ryge der anmeldte Jens Gregersen bog. Citat fra anmeldelsen: "Sammenlagt er det en stor bog og en ualmindelig smuk bog og en yderst læseværdig bog, og selv om den overhovedet ikke er spændende, sad jeg det meste af en dag og en nat med den, fordi jeg lige skulle have én historie mere og endnu én, indtil der ikke var flere, og jeg vidste, at her har vi endelig de seks hjerter. Af hele mit hjerte: Bravo, Jens Gregersen!"

Det er da ham med skarverne slog det mig sådan langsomt og pludseligt på samme tid. Efter et langt tilløb ringede jeg i vinters til Jens Gregersen og spurgte om han kunne være interesseret i at udstille i Galleri Nyord. "Nyord og mine billeder passer fint sammen", kom det fra Jens Gregersen, og sådan faldt aftalen om udstillingen med Jens Gregersens fugle- og naturbilleder på plads.

- Michael Stolt

 


Nyord.com

v/ Runa Stolt Hellesøe og Michael Stolt / Hans Henriks Stræde 6, Nyord / DK-4780 Stege
Kontakt: 4078 5667 eller 2422 4748 / michael@nyord.com eller mail@runas.dk
©  materialet på siden er underlagt copyright